På hyggelig og lukket vej med stisystem til den dejligste natur i Ravnholm skov, finder du dette fine hus. Stemningen her er noget helt særligt og det mærkes så snart, man kører ned ad vejen og går op mod husets hoveddør. Der er en helt særlig følelse af ro og idyl. Huset er et Brøchner-Nielsen hus som er bygget i 1957 og rummer 119 kvm. bolig og med en skøn grund på 1.051 kvm.
Huset rummer en lys entré med trappe til 1. sal og et pænt badeværelse i lyse klinker med badekar. Fra entréen er der adgang til pænt køkken i hvide grebsløse elementer og med den hyggeligste spiseplads. Her nydes morgensolens stråler. Fra køkkenet går du ind til det uundværlige bryggers og fyrrum. Her er god opbevaringsplads og praktisk indgang i hverdagen. Huset dejlige dagligstue og spisestue har kig over den store og ugenerede have omgivet af grøn beplantning. I stuen nydes pejseindsatsen på de kølige aftener, som skaber den varme og hyggelige stemning. Fra stuen er der udgang til haven, hvor solen er der fra morgen til den sene sommeraften. Her er forskellige solterrasser og kroge, så man kan følge solens bane og børnene kan lege.
1. salen i huset har et stort soveværelse med god udnyttet væg til skabsplads og 2 gode børneværelse. Fra alle vinduer i huset både oppe og nede opleves naturen og det særlige lysindfald.
Området har alt hvad man kan ønske sig. Her er ingen undskyldning for ikke at nyde en løbetur i Ravnholm Skov eller Kirkeskoven eller blot gå en tur om Bergsø. Nær boligen med lukket stisystem findes Vangeboskolen og daginstitutioner. Indkøbene foretages hos Spar Købmanden på Vangebovej, Holte Midtpunkt med specialforretninger og Nærumvænge Torv. Desuden går bussen til både Holte station, hvor der er s-tog mod byen eller Nærum Station, hvor motorvejsbussen tager dig til Nørreport St.