Søllerødvej 118, Søllerød, 2840 Holte

Familievilla med den perfekte planløsning

I det attraktive Søllerød, får I nu muligheden for at få denne dejlige familievilla med en optimal planløsning, masser af rummelighed og et fantastisk lysindfald.

Huset har flotte og rene linjer med en nyrenoveret facade. Oprindeligt er huset opført i 1959 og rummer 176 kvm. bolig og en skøn have på 1221 kvm.
Planløsning er moderne og funktionel og har alt det, som en børnefamilie måtte have brug for. Huset har indgang via bryggers og entréen ved børneafdelingen. I børneafdelingen kommer man ind i lys fordelingsgang med stort ovenlysvindue. Her er 3 gode værelser og et stort badeværelse med brus, ligeledes med ovenlysvindue, så man føler, at man bader under åben himmel. Husets store spisestue ligger i åben forbindelse med køkkenet. Spisestuen rummer let den store familie og her er et skønt lysindfald fra de store vinduespartier. Køkkenet i hvide elementer har masser af opbevaring- og arbejdsplads og er en af husets mest lyse rum med 2 store ovenlysvinduer. I køkkenet er der ligeledes en drøm af et viktualierum, som selvfølgelig er helt uundværligt. Husets hyggelige dagligstue ligger ligeledes i forlængelse af spisestuen og fra dagligstuen er der udgang til den store terrasse til den solrige, lukkede og ugenerede have. Desuden rummer boligen et lækkert forældresoveværelse med udgang til endnu en skøn terrasse i havens aflukkede gårdmiljø og endnu et stort badeværelse i lyse klinker. Den praktiske bryggers indgang bruges i familiens dagligdag og her er god opbevaringsplads og grovvask.

Til ejendommen er der også et godt isoleret anneks med en masse spændende anvendelsesmuligheder samt 2 skure. Haven er aflukket og har en masse skønne solkroge og den store fliseterrasse/flisegang, giver mulighed for at følge solens bane hele vejen rundt om huset.

Området har alt hvad man kan ønske sig. Her er ingen undskyldning for ikke at nyde en løbetur i Det Danske Schweiz eller Kirkeskoven. Nær boligen findes Ravnholmskole, matrikel Vangebo, som let nås på gåben eller cykel via hyggelig skovvej. Daginstitutioner er også i nærområdet og indkøbene foretages på Nærumvænge Torv i Nærum eller i Holte Midtpunkt. Der er gode busforbindelser til både Holte, Nærum, Skodsborg og Lyngby station.

En bolig, der ABSOLUT skal opleves.