
Langebjerg 8, 3. tv, 2850 Nærum
Lejlighed med elevator, altan og fantastisk udsigt
Der er boliger, man besøger – og så er der boliger, man oplever. På 3. sal på Langebjerg venter en lejlighed, hvor udsigten er den helt store hovedperson. Her får du følelsen af at bo hævet over hverdagen med et enestående vue til trækroner, det grønne landskab og himlens evigt skiftende farver. Årstiderne udfolder sig som levende malerier, og fra den store, vestvendte altan kan du nyde solen fra middagstid til dagens sidste gyldne stråler, mens solen langsomt går ned i horisonten.
Elevatoren bringer dig komfortabelt til døren, hvor en stor og møblerbar entré byder velkommen. Her er masser af plads til kreative indretningsløsninger – måske en hyggelig spiseplads til hverdagens måltider i forbindelse med det lyse og funktionelle køkken, der byder på rigelig skabsplads, gode arbejdsflader og masser af opbevaringsmuligheder.
Lejligheden fremstår i velholdt, klassisk stand og rummer et stort soveværelse med god plads til garderobeløsninger samt to gode værelser, der let kan indrettes som børneværelser, hjemmekontor eller hobbyrum – alt efter livets behov og drømme. Badeværelset er pænt og funktionelt med bruseniche, ligesom der også er 2 gode depotrum i lejligheden.
Den store opholdsstue er lejlighedens naturlige samlingspunkt. Lyset strømmer ind fra vest, og den fantastiske udsigt skaber en helt særlig atmosfære året rundt. Rummet indbyder til flere opholdszoner med plads til både spiseafdeling, sofamiljø og læsekrog, mens altanen bliver en naturlig forlængelse af boligen i de lune måneder.
Bag boligen står en veldrevet ejerforening, hvor de flotte fællesarealer vidner om stor omhu og stolthed. Her er elevator, dørtelefon, vaskeri, cykelkælder, eget kælderrum og gode parkeringsmuligheder lige ved ejendommen.
Beliggenheden forener natur og byliv på fornem vis. Fra hoveddøren er der kort gåafstand til de naturskønne omgivelser langs Mølleåen, hvor skovstier og grønne områder inviterer til gåture året rundt. Dagligdagens indkøb klares nemt på Nærumvænge Torv med supermarkeder og specialbutikker, mens Nærumbanen – den lokale "Gris" – ligger lige ved ejendommen og hurtigt bringer dig til Lyngby. Busforbindelser til Holte og København gør det let at pendle, og centrum af København kan nås på blot omkring 25 minutter.

Ledte du efter noget andet?
Ved at skrive dig op i mit køberkartotek får du tidlig adgang til boliger, før de rammer markedet. Vi matcher dine ønsker med kommende salg og kontakter dig, når den rette bolig dukker op. Det er uforpligtende – og kan være dit forspring til drømmeboligen.
- Michael & Regine
