






Hegnsvej 62, 2850 Nærum
Arkitekttegnet villa fra 1954 med en ganske særlig historie
Nogle boliger er noget ganske særligt. De rummer en historie, en arkitektonisk vision og en atmosfære, som sjældent findes andre steder.
I 1954 tegnede arkitekt Ole Nørgaard denne karakterfulde villa, hvor de rene linjer, gennemtænkte proportioner og det naturlige samspil mellem inde og ude er gennemgående elementer. Ole Nørgaard satte sidenhen også sit præg på skulpturhaven ved Louisiana, og netop den særlige arkitektoniske stemning, som kendetegner Louisiana, fornemmes i husets udtryk.
I 2017 blev villaen udvidet med stor respekt for den oprindelige arkitektur. Tilbygningen indgår naturligt, hvor de store glaspartier og fine overgange mellem boligen og haven skaber en smuk helhed.
Indenfor byder boligen på en velovervejet planløsning med god plads til både familieliv og fællesskab. Husets naturlige samlingspunkt er den store, lyse opholdsafdeling med køkken, spisestue og dagligstue i åben forbindelse. Køkkenet er holdt i sorte, stilrene elementer. Den indbyggede pejs er simpelthen så smuk og fortjener at være i centrum i den smukke stue. De store vinduespartier inviterer haven og dagslyset helt indenfor. Fra opholdsstuen er der direkte udgang til en dejlig terrasse.
I forlængelse af opholdsrummene findes et stort soveværelse, som også kan som kontor eller en hyggelig ekstra stue i tæt kontor til alrummet. Derudover rummer boligen yderligere 2 soveværelser, et stort badeværelse med badekar og ikke mindst et uundværligt bryggers med god plads til hverdagens gøremål.
En unik fordelingsgang forbinder den oprindelige bolig med den nyere afdeling, hvor et lyst alrum/åbent kontor med store glaspartier skaber en smuk overgang mellem de to bygningsdele. Her findes yderligere to gode og store værelser, samt badeværelse og separat entré. En oplagt afdeling til eksempelvis teenagebørn, gæster eller familien, der ønsker mulighed for lidt ekstra privatliv.
Udenfor fortsætter den arkitektoniske fortælling. Den grønne og ugenerede have med smukke, gamle træer og et væld af bærbuske danner en stemningsfuld ramme om huset. Særligt det imponerende japanske ahorntræ, der står placeret ved stuens store vinduesparti, understreger det fine samspil mellem arkitektur og natur. Her bliver træets skulpturelle form og skiftende farver gennem årstiderne nærmest et levende kunstværk, der kan nydes fra stuen.
Haven indbyder til både ro, fordybelse og udeliv på de hyggelige terrasser.
Dette er ikke blot en villa, men et hjem med historie, karakter og en arkitektonisk kvalitet, der har bevaret sin relevans gennem generationer.
På Hegnsvej bor man ved den skønneste natur, med få skridt til Jægersborg Hegn med Bøllemosen samt Jægersborg Dyrehave og blot 5 km til Eremitageslottet. Her er ingen undskyldning for ikke at komme ud i naturen og se de forskellige årstider skifte i skoven. Desuden går man altid blot ned til Nærum Hovedgade, hvor dagligdagens indkøb let kan klares og bageren besøges. Du bor ligeledes nær Nærum Tennisklub og de grønne omgivelser i biblioteksparken, hvor der også er en sø med ænder og god legeplads til børnene. Øresund med Skodsborg strand er kun en cykeltur væk. Der er både indkøbs-, handels- og restaurant muligheder på hyggelige Nærum Hovedgade samt Nærumvænge Torv med diverse forskellige specialforretninger. Derudover bor man også tæt på både vuggestue, børnehave samt Nærum Skole, Nærum Privat skole og ikke mindst Nærum Gymnasium.

Ledte du efter noget andet?
Ved at skrive dig op i mit køberkartotek får du tidlig adgang til boliger, før de rammer markedet. Vi matcher dine ønsker med kommende salg og kontakter dig, når den rette bolig dukker op. Det er uforpligtende – og kan være dit forspring til drømmeboligen.
- Michael & Regine
